Jeg selv og gode kolleger har gået og undret os over, hvad der dog skete med Sony for så vidt angår DLSR-kameramodeller med mulighed for at optage video. Næsten på årsdagen for Nikons lancering af D90, verdens første kamera af slagsen, er Sony så endelig på banen med ikke mindre end fire modeller i Alpha-serien, der alle kan optage levende billeder.
Modellerne er A580 og A560, der optager video ganske på traditionel vis og med manuel fokus, samt A55 og A33, der gør det på en helt ny måde og med kontinuerlig autofokus. Nemlig ved hjælp af den såkaldte translucent teknologi, hvilket betyder at kameraerne er forsynet med et gennemsigtigt spejl i fast position.
Ganske få dage før Sonys pressemøde havde Nikon endnu en gang taget førertrøjen, nemlig i form af verdens første HDSLR-kamera med kontinuerlig autofokus - D3100 - men den helt store forskel på de to firmaers teknologgier er, at mens Nikon benytter den kendte kontrastbaserede teknologi, som også er benyttet på kameraer uden kontinuerlig autofokus, ja så er Sony altså gået helt andre veje.
Hurtig som en proff’er
I A55 og A33 benyttes nemlig den såkaldte Phase Detection teknologi, der sammen med det faste spejl ikke bare skulle give en bedre kvalitet i videoklippene, men også gøre autofokus langt hurtigere. Det har også har markant indflydelse under optagelse af stillbilleder, hvilket på A55 kan ske med op til 10 billeder i sekundet med fuld speed på autofokus - noget man ellers skal op i den top-proff. klasse som f.eks. Canons EOS 1D Mark IV for at få tilsvarende.
Der optages i Full HD - 1980 x 1020 - og selv om det faste, men gennemsigtige spejl naturligvis stjæler lidt af det lys, der ellers er beregnet for sensoren, skulle en ny Exmor sensor og en lige så ny Bionz APS HD CMOS processor opveje dette lystab.
Selv om der ikke er tale om en full-frame chip, er APS sensoren stadig større end den gennemsnitlige camcorder-sensor og sammen med muligheden for at udskifte objektivet samt muligheden for at arbejde seriøst med dybdeskarpheden, er video med DSLR interessant for mange. A55 og 33 optager i AVCHD (1920 x 1080i (16:9), MPEG-4, (1440 x 1080) (16:9) og 640 x 480 (4:3).
Helt ny kundegruppe
På stillbilledsiden skal nævnes, at A55 har en opløsning på 16,2 megapixel, mens A33 har en opløsning på 14,2 megapixel. Modsat A580 og A560, som har optisk søger, er begge forsynet med elektronisk søger på 1.15 megapixel. Det har den fordel, at dækningen er 100 procent, lige som man undgår at skulle finde plads til prismen i kamerahuset. Til gengæld har mit øje det generelt svært ved at vænne sig til en elektronisk søger.
Bortset fra indbygget GPS i A55 og at A33 ”kun” kan tage 7 billeder i sekundet, er der udover sensorens opløsning ikke de store forskelle på de to modeller, der ifølge Sony selv henvender sig til en ny kundegruppe, defineret som ”mainstream” eller ”active shooters”. For fuldstændighedens skyld kan nævnes, at still-opløsningen er den samme i A580 og A560 som i A55 og A33.
Det fasedetektions baserede autofokussystem har 15 punkter, og LCD-skærmen på bagsiden har en opløsning på 920.000 pixels. Den kan i øvrigt vendes og drejes i alle mulige retninger, hvilket øger de kreative muligheder både til still og video.
Op til ISO 25.600
Fornemt er det, at man kan filme og fotografere op til 12.800, men skulle der være behov for mere lys ved fotografering, kan kameraet gå helt op til ISO 25.600, hvor det tager 6 billeder efter hinanden og ved hjælp af Multi Frame Noise Reduction minimerer den elektroniske støj.
I HDR-funktionen, hvor tre billeder ligeledes ”knappes” sammen til ét, kan man desuden nu arbejde med spring på 6 eksponeringstrin mod tidligere 3, og ganske som på NEX-konceptet, der blev lanceret tidligere finder vi også funktionerne Sweep Panorama, 3D Panorama og Handheld Twilight.
Sammen med de fire nye kameraer har Sony desuden lanceret tre nye objektiver med A-mount, nemlig en Carl Zeiss Distagon 24 mm. med fast f/2 og to egenproducerede objektiver, en 85 mm., f/2.8 og en 35 mm. f/1.8. De to førstnævnte til full-frame sensorer, mens sidstnævnte er til brug sammen med APSC.